Der ønskedes tilladelse til, at selskabet X kan grenspalte med tilladelse, således selskabets ejendom kan udspaltes og indskydes i et nystiftet selskab Y mod at kapitalejerne i X modtager kapitalandelene i Y.

Som forretningsmæssige begrundelse til støtte for grenspaltningen blev det oplyst, at spaltningen skal ske som forberedelse til, at kapitalejerne i X forbereder et efterfølgende salg af X.

Salgshensigt kan ikke anses for en gyldig forretnings­mæssig årsag.

En omstrukturering, der hovedsageligt har til formål at udskyde eller undgå beskatning ved afståelse af koncernens driftsaktivitet, kan ikke anses for en gyldig forretningsmæssig årsag foretaget af hensyn til selskabets aktiviteter.

Skattestyrelsen kunne af disse grunde ikke imødekomme ansøgningen.

De kompetente myndigheder i Danmark og Færøerne har indgået en aftale om tillæg til aftalen om automatisk udveksling af oplysninger om finansielle konti (CRS-aftalen).

De kompetente myndigheder i Danmark og Færøerne har indgået en aftale om automatisk udveksling af oplysninger om kryptoaktivtransaktioner (CARF-aftalen)

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at spørger ikke var omfattet af ligningslovens § 16 I om beskatning af merafkast. Dette skyldtes, at spørgers investering ikke var foretaget gennem en kapitalfond, hvilket var en betingelse for, at bestemmelsen fandt anvendelse. Efter § 16 I forudsatte en kapitalfond investering i aktier, mens fonden i denne sag udelukkende var en lånefond. Da fonden dermed ikke opfyldte definitionen af en kapitalfond, fandt ligningslovens § 16 I ikke anvendelse. De øvrige spørgsmål i sagen bortfaldt på den baggrund.

Sagen angik, om et gebyr (benævnt "reminder fee"), som selskabet havde opkrævet hos forbrugeren, var et momspligtigt vederlag for levering af en ydelse, jf. momslovens § 4, stk. 1. Landsskatteretten fandt, at gebyret ikke blev opkrævet som følge af en misligholdelse af den indgåede aftale mellem selskabet og forbrugeren, men derimod var udtryk for forbrugerens valg af betalingsmåde, i lighed med Landsskatterettens kendelse af 2. december 2005, offentliggjort som SKM2005.529.LSR. Forbrugerens betaling af gebyret var desuden hverken frivillig eller upåregnelig og var heller ikke vanskelig at værdiansætte eller usikker, jf. EU-Domstolens sag C-43/19 (Vodafone Portugal), præmis 43 og 44. På denne baggrund fandt Landsskatteretten, at selskabets opkrævning af gebyret hos forbrugerne udgjorde den faktiske modværdi for den ydelse, som selskabet leverede i henhold til den indgåede aftale mellem selskabet og forbrugeren. Vederlaget var dermed momspligtigt, jf. momslovens § 4, stk. 1. Dette blev understøttet af selskabets økonomiske virkelighed, idet selskabet anvendte en forretningsmodel, hvor selskabets indtægter ved gebyrer udgjorde 74-80 % af omsætningen. Salgsmomsen skulle opgøres som 20 % af omsætningen vedrørende gebyret og ikke som 25 % af omsætningen, som Skattestyrelsen havde gjort i den påklagede afgørelse. Landsskatteretten ændrede derfor delvist Skattestyrelsens afgørelse (dissens).

Vejledningen indeholder

1. Beskrivelse af alle felter, der kan indberettes til eIndkomst. Rækkefølgen af beskrivelserne følger i vid udstrækning det indberetningsflow, der er i en onlineindberetning og til dels den rækkefølge felterne er placeret i indberetningsbillederne.
2. En række specifikke områder, som kan være enten anvendelsen af en specifik funktion i eIndkomst online, eller vejledning i specifikke faglige områder vedr. indberetning til eIndkomst.
3. Henvisning til en række yderligere vejledninger på eIndkomst-området

Skatterådet bekræftede i spørgsmål 1, at spørger kunne gennemføre anpartsombytning af H1 skattefrit efter de objektive regler i aktieavancebeskatningslovens § 36. Under spørgsmål 2 bekræftede Skatterådet, at den beskrevne ophørsspaltning af "X ApS" kunne gennemføres skattefrit efter de objektive regler i fusionsskattelovens kapitel 4. Under spørgsmål 3 bekræftede Skatterådet, at transaktionen kunne gennemføres uden at være i strid med ligningslovens § 3, idet de påtænkte dispositioner ikke blev anset for at have til formål at opnå skattemæssige fordele for de involverede selskaber som følge af omstruktureringen.

Sagen angik, om omkostninger, som et selskab havde afholdt i indkomstårene 2019 og 2020 til udvikling af et softwarespil, var anvendt til forsøgs- og forskningsvirksomhed omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og selskabet derved var berettiget til udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X. På baggrund af et afholdt syn og skøn fandt Landsskatteretten, at selskabet ikke havde løftet bevisbyrden for, at der var tale om ny videnskabelig viden eller forståelse eller om et nyt eller væsentligt forbedret produkt. Omkostningerne til udviklingen af softwareproduktet var derfor ikke omfattet af ligningslovens § 8 B, stk. 1, og selskabet var derfor ikke berettiget til udbetaling af skattekredit efter ligningslovens § 8 X. Skattekredit var udbetalt for indkomståret 2019 og var med rette krævet tilbage, ligesom der ikke kunne ydes skattekredit for udgifter i indkomståret 2020. Landsskatteretten stadfæstede således Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, om H1 var berettiget til refusion af udbytteskat for indkomståret 2015 på 372.519 kr. Af en ansøgning dateret den 21. oktober 2016 fra H2 GmbH blev der på vegne af H1 anmodet om refusion af udbytteskat på 372.519 kr. vedrørende udbytte, der blev udbetalt den 7. april 2015 i tilknytning til 700 B-aktier i G2 A/S. Den 8. maj 2018 traf SKAT en afgørelse rettet til H1, og det var denne afgørelse, der var påklaget til Landsskatteretten. Som følge heraf kunne Landsskatteretten ikke tage stilling til G3s eventuelle refusionskrav.

H1 var organiseret som et fransk FCP. Enheden forvaltedes af et administrationsselskab, og dens investorer havde ikke nogen stemmerettigheder. Dette indebar, at strukturen i H1 ikke umiddelbart kunne henføres til den danske foreningsform. Det blev lagt til grund, at H1 i henhold til EU-retten skulle anses for en alternativ investeringsfond (AIF), og at enheden i forhold til den i 2015 gældende selskabslovgivning havde flest lighedstræk med en dansk værdipapirfond. I henhold til (da)gældende dansk skatteret måtte H1 således anses for en skattemæssigt transparent enhed på udlodningstidspunktet i indkomståret 2015. Ved vurderingen blev der bl.a. lagt vægt på, at H1 hverken havde selvstændig ledelse eller medlemsdemokrati, og at investeringsfondens hæftelsesforhold var ubekendte. Som følge heraf var H1 ikke begrænset skattepligtig til Danmark, og enheden var derfor heller ikke berettiget til refusion af udbytteskat i henhold til dansk ret.

Idet der i 2015 ikke var en gældende dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Frankrig, kunne enheden ikke påberåbe sig beskyttelse i henhold til en sådan overenskomst. H1 ansås endvidere ikke at have været udsat for forskelsbehandling i henhold til EU-retten. Landsskatteretten stadfæstede derfor SKATs afgørelse.

Sagen angik, at Skattestyrelsen havde beskattet klageren af udbetalt befordringsgodtgørelse. Klageren havde modtaget befordringsgodtgørelse fra sit selskab, og klageren havde samtidig foretaget frafradrag efter sømandsbeskatningslovens § 3. Landsskatteretten fandt, at bestemmelserne i sømandsbeskatningslovens §§ 3 og 4 og ligningslovens §§ 9 og 9 B måtte forstås sådan, at der ikke kunne ske udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse for udgifter til befordring, når der samtidig var foretaget fradrag efter sømandsbeskatningslovens § 3, og en sådan godtgørelse i stedet måtte anses for skattepligtig efter hovedreglen i ligningslovens § 9, stk. 4, om godtgørelse udbetalt af arbejdsgiveren til dækning af lønmodtagerens erhvervsmæssige udgifter. Retten lagde herved bl.a. vægt på, at der ikke var positiv lovhjemmel til at fravige udgangspunktet i ligningslovens § 9, stk. 4, om, at godtgørelser er skattepligtige, og at der under de foreliggende omstændigheder, hvor der allerede var foretaget fradrag for udgiften gennem det særlige fradrag efter sømandsbeskatningslovens § 3, ikke forelå en udgift, der kunne danne grundlag for at anse en sådan udbetaling af godtgørelse vedrørende samme udgift for omfattet af hjemlen om skattefri befordringsgodtgørelse i ligningslovens § 9 B, stk. 4. Retten henviste også til, at denne forståelse af sammenhængen mellem bestemmelserne havde støtte i og var i overensstemmelse med bestemmelsernes historik og forarbejder, hvori der ikke var holdepunkter for, at der skulle være tilsigtet en fravigelse af princippet om, at en udgift ikke skal indgå i eller påvirke indkomstopgørelsen mere end en gang. Det forhold, at det af selve ordlyden af sømandsbeskatningslovens § 4 ikke positivt fremgik, at der ikke kunne udbetales skattefri befordringsgodtgørelse, når der var foretaget fradrag efter sømandsskattelovens § 3, kunne ikke i sig selv udgøre en hjemmel til at fravige udgangspunktet i ligningslovens § 9, stk. 4, om, at godtgørelser er skattepligtige. Retten fandt, at betingelserne for udbetaling af skattefri befordringsgodtgørelse i øvrigt heller ikke var opfyldt. Landsskatteretten stadfæstede herefter Skattestyrelsens afgørelse.

Sagen angik, at Skattestyrelsen ikke havde imødekommet klagerens anmodning om beskatning efter forskerskatteordningen. I henhold til klagerens aktuelle skatteansættelser i form af årsopgørelser for 2010-2013 var klageren registreret som fuldt skattepligtig til Danmark for indkomstårene 2010-2013 på det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen foretog vurderingen af, om klageren opfyldte betingelserne i kildeskattelovens §§ 48 E-F, herunder betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Med henvisning til Højesterets dom af 2. februar 2024, offentliggjort som SKM2024.148.HR., fandt Landsskatteretten, at årsopgørelserne var gyldige forvaltningsafgørelser, som måtte lægges til grund, når det skulle afgøres, om klageren havde været skattepligtig til Danmark efter kildeskattelovens § 1 inden for 10 år forud for ansættelsen, hvorfor der ikke aktuelt var grundlag for at anse klageren ved sin ansættelse hos H1 A/S den 1. november 2020 for at have opfyldt betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, da klageren fortsat var registreret som fuldt skattepligtig inden for de seneste 10 år. Landsskatterettens afgørelse af samme dato i den sammenholdte sag for klageren, hvori retten pålagde Skattestyrelsen at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2013 med henblik på at tage stilling til spørgsmålet om klagerens skattepligt for disse indkomstår, udgjorde således ikke sig selv tilstrækkeligt grundlag for på nuværende tidspunkt at anse klageren for at opfylde betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1. Der var således ved denne afgørelse alene taget stilling til, at der var grundlag for at pålægge Skattestyrelsen at genoptage klagerens skatteansættelser for disse indkomstår, men der var ikke med rettens afgørelse taget stilling til klagerens skattepligt for disse indkomstår. Dermed havde rettens afgørelse af samme dato i den sammenholdte sag ikke ændret det aktuelt foreliggende grundlag for bedømmelsen i nærværende sag. Et sådant eventuelt ændret grundlag ville først komme til eksistens efter Skattestyrelsens genoptagelse og behandling af klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2013, hvorefter der ville foreligge nye gyldige forvaltningsafgørelser vedrørende klagerens skattepligt for indkomstårene 2010-2013. Landsskatteretten fandt dog, at rettens afgørelse af samme dato i den sammenholdte sag under de konkret foreliggende omstændigheder udgjorde et sådant tilstrækkeligt nyt grundlag i forhold til nærværende sag, at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling ved Skattestyrelsen, herunder også i lyset af Skattestyrelsens indstilling og udtalelser, hvori styrelsen havde tiltrådt, at sagen blev hjemvist. Landsskatteretten hjemviste herefter sagen til fornyet behandling hos Skattestyrelsen og anførte, at Skattestyrelsen på ny skulle tage stilling til, om betingelserne i kildeskattelovens § 48 E var opfyldt, herunder betingelsen i kildeskattelovens § 48 E, stk. 3, nr. 1, når Skattestyrelsen på baggrund af rettens afgørelse af samme dato i den sammenholdte sag havde genoptaget og behandlet spørgsmålet om klagerens skattepligt for indkomstårene 2010-2013.

Sagen angik, om klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2013 kunne genoptages ekstraordinært efter skatteforvaltningslovens § 27 med henblik på ændring af klagerens skattepligtsstatus, således at klageren opfyldte betingelserne for at blive beskattet under forskerskatteordningen. Landsskatteretten fandt, at der var begået myndighedsfejl, idet klageren i perioden 2009-2016 var registreret som fuldt skattepligtig til Danmark, selvom skattemyndighederne allerede ved brev af 13. december 2005 havde meddelt klageren, at skattepligten var ophørt. Ifølge Skattestyrelsen skyldtes denne registrering af klageren som fuldt skattepligtig alene en forkert systemmæssig registrering hos myndigheden. Henset til karakteren af myndighedsfejlen, og idet fejlen ikke kunne bebrejdes klageren, var betingelsen om særlige omstændigheder i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 8, herefter opfyldt. Imidlertid havde klageren ikke reageret inden for fristen på 6 måneder, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt. Retten fandt dog, at klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2013 kunne genoptages, selvom fristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., ikke var overholdt. Retten lagde herved lagt vægt på, at det alene skyldtes en myndighedsfejl, at klageren blev anset for fuldt skattepligtig til Danmark efter 25. november 2005, og klageren havde haft en klar forventning om, at hendes fulde danske skattepligt var ophørt og registreret korrekt, og den fejlagtige registrering af klageren som fuldt skattepligtig ikke kunne bebrejdes klageren. Endvidere lagde retten vægt på det konkrete sagsforløb, hvor klageren flere gange under de foreliggende omstændigheder måtte anses for at være blevet bibragt opfattelsen af, at myndighedernes registreringer nu afspejlede hendes skattepligtsforhold korrekt. Sagens karakter talte således for dispensation fra overskridelsen af fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, sidste pkt. Landsskatteretten ændrede herefter Skattestyrelsens afgørelse, som også tiltrådt af Skattestyrelsen selv, og pålagde Skattestyrelsen at genoptage klagerens skatteansættelser for indkomstårene 2010-2013.

Klagerens selskab købte seks ubebyggede grunde, der stødte op til klagerens private beboelsesejendom. Sagen angik, om klageren for indkomståret 2016 skulle udbyttebeskattes af vederlagsfri benyttelse af selskabets grunde. Landsskatteretten anførte, at selskabets opkøb af grundene indebar, at beboelsesejendommen og grundene sammen fremstod som et samlet hele på små 10.000 kvadratmeter. Selskabets samlede anskaffelsessum for grundene var 15,1 mio. kr. Under disse omstændigheder påhvilede det klageren at godtgøre, at selskabet havde erhvervet grundene i forretningsmæssigt øjemed og ikke af hensyn til klagerens private behov. Selskabets formålsbestemmelse var meget bred, men henset til, at grundene stødte op til klagerens beboelsesejendom, at selskabet på nær salg af to grunde i 2002, som selskabet begge tilbagekøbte i 2010, ikke havde udvist salgsbestræbelser vedrørende grundene, eller på anden måde havde forsøgt at udnytte disse økonomisk, og at selskabet havde afholdt betydelige løbende udgifter til grundene i form af ejendomsskatter, udgifter til gartner m.v., havde klageren ikke løftet denne bevisbyrde. Landsskatteretten fandt derfor, at selskabet vederlagsfrit havde stillet grundene til rådighed for klagerens private benyttelse. Værdien heraf udgjorde udbytte fra selskabet til klageren, hvoraf klageren skulle beskattes. Skattestyrelsen havde ansat værdien af klagerens rådighed til skønsmæssigt 819.400 kr. Beløbet fremkom som 4 % af selskabets samlede anskaffelsessum for grundene på 15.100.000 kr., eller 604.000 kr., med tillæg af selskabets løbende udgifter vedrørende grundene til ejendomsskatter, gartner m.v. på i alt 215.440 kr. Der forelå for Landsskatteretten ikke oplysninger, der gav tilstrækkeligt grundlag for en antagelse om, at en uafhængig tredjemand som lejeindtægt ikke ville have stillet krav om en forrentning af den investerede kapital på 4 % og dækning af de løbende udgifter for at stille grundene til rådighed for klagerens private benyttelse som sket. Landsskatteretten havde derfor ikke grundlag for at tilsidesætte Skattestyrelsens skøn. En skønserklæring, som Landsskatteretten forstod således, at den fastsatte en skønnet markedsleje i en anden situation for to af de seks grunde, nemlig ved udlejning af bebyggede grunde til en lejer, der ikke ejede klagerens beboelsesejendom, kunne ikke føre til et andet resultat. Landsskatteretten anførte, at selskabets løbende udgifter i indkomståret 2016 vedrørende grundene til ejendomsskatter, gartner m.v. på i alt 215.440 kr. indgik i den skønnede værdi, som Skattestyrelsen havde beskattet klageren af. I den sammenholdte sag vedrørende klagerens selskab havde Landsskatteretten truffet afgørelse om, at selskabets løbende udgifter på den ene side indgik i den fikserede lejeindtægt, som selskabet skulle beskattes af, og på den anden side skulle fratrækkes i den fikserede lejeindtægt ved opgørelsen af den fortjeneste, som selskabet ville have opnået ved udlejning til en uafhængig tredjemand, jf. SKM2008.824.HR. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at klageren ikke skulle medregne beløbet som udbytte ved indkomstopgørelsen og nedsatte klagerens indkomst med 215.440 kr.

Et selskab købte seks ubebyggede grunde, der stødte op til hovedanpartshaverens private beboelsesejendom. Sagen angik, om selskabet til den skattepligtige indkomst for indkomståret 2017 skulle medregne fikseret leje vedrørende hovedanpartshaverens vederlagsfrie benyttelse af selskabets grunde. I en sammenholdt sag vedrørende hovedanpartshaveren havde Landsskatteretten truffet afgørelse om, at selskabet vederlagsfrit havde stillet de seks grunde til rådighed for hovedanpartshaverens private benyttelse, og at værdien heraf udgjorde udbytte fra selskabet til hovedanpartshaveren. Landsskatteretten anførte, at selskabet i henhold til statsskattelovens § 4, litra b, og ligningslovens § 2 til indkomsten skulle medregne en lejeindtægt svarende til den fortjeneste, som selskabet ville have opnået ved udlejning til en uafhængig tredjemand, jf. SKM2008.824.HR. Skattestyrelsen havde skønsmæssigt ansat den fikserede lejeindtægt, hvoraf selskabet skulle beskattes for indkomståret 2017, til 839.302 kr. Beløbet fremkom som 4 % af selskabets samlede anskaffelsessum for grundene på 15.100.000 kr., eller 604.000 kr., med tillæg af selskabets løbende udgifter vedrørende grundene til ejendomsskatter, gartner m.v. på i alt 235.302 kr. Den fikserede lejeindtægt var skønnet på samme måde, som Skattestyrelsen havde ansat værdien af hovedaktionærens vederlagsfrie private rådighed over de seks grunde, hvilket skøn Landsskatteretten ikke havde grundlag for at tilsidesætte i hovedanpartshaverens sag. Under disse omstændigheder fandt Landsskatteretten, at selskabets løbende udgifter vedrørende grundene til ejendomsskatter, gartner m.v. på i alt 235.302 kr. skulle fratrækkes i den fikserede lejeindtægt på 839.302 kr. ved opgørelsen af den fortjeneste, som selskabet ville have opnået ved udlejning til en uafhængig tredjemand, jf. SKM2008.824.HR. Landsskatteretten nedsatte derfor selskabets skattepligtige indkomst med 235.302 kr.

Østre Landsret fandt ved dom af 4. april 2025, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ikke giver grundlag for at kildeartsbegrænse et fradragsberettiget tab, opstået som følge af et erstatningskrav.

Skattestyrelsen ændrer derfor praksis, således at honorarmodtagere vil have ret til fuldt fradrag for afholdte udgifter, forudsat at de i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a´s forstand er blevet anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Dette indebærer, at der ikke kildeartsbegrænsning. Fradraget gives som et ligningsmæssigt fradrag.

Ifølge mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, kunne der ydes tilbagebetaling for afgift af varme, som anvendtes til fremstilling af varer, der var bestemt for afsætning, og som led i forarbejdningen udsattes for temperaturændringer såsom opvarmning og tørring mv. i særlige rum med en driftstemperatur på mindst 45 grader eller i f.eks. lokaler specielt indrettet til tørring af træ (trætørrestuer), samt lignende særligt indrettede rum. Sagen angik, om et selskabs forbrug af olie og overskudsvarme til opvarmning af en tørrekabine, hvori selskabet tørrede nymalede stålkonstruktioner udgjorde et godtgørelsesberettiget forbrug. Landsskatteretten anførte, at det af Højesterets dom, offentliggjort i SKM2007.262.HR, fulgte, at der ikke var grundlag for at fortolke undtagelsesbestemmelsen i mineralolieafgiftslovens § 11, stk. 5, nr. 2, udvidende. Da selskabets tørrehal alene blev opvarmet til en driftstemperatur på 30 grader, og ikke til 45 grader som fastsat i lovbestemmelsen, var denne objektive betingelse ikke opfyldt. Da det omhandlede rum havde karakter af en tørrekabine, kunne det ikke anses for et "lignende særligt indrettet rum", for hvilke der ikke var krav til en bestemt driftstemperatur. Bortset fra en del af den omhandlede periode, for hvilken Skattestyrelsens forslag til afgørelse var fremsendt efter udløbet af fristen i skatteforvaltningslovens § 31, stk. 1, stadfæstede Landsskatteretten derfor Skattestyrelsens afgørelse.

Et selskab havde bedt om bindende svar på, om det kunne bekræftes, at selskabet, der var momsregistreret i Danmark, kunne importere et fly til Danmark og fradrage importmomsen, hvis flyet anvendtes af selskabet i dettes afgiftspligtige virksomhed. I det bindende svar kunne Skattestyrelsen ikke svare bekræftende. Skattestyrelsen henviste til, at selskabet alene var lejer, og ikke ejer, af flyet. Derfor var der ikke tale om levering af en vare, hvoraf købsmomsen kunne fratrækkes i medfør af momslovens § 37, stk. 2, 3), jf. § 12, stk. 1, om indførsel af varer. Landsskatteretten anførte, at der ikke var fremlagt en leasingaftale eller udkast hertil, ligesom der ikke var fremlagt oplysninger i øvrigt til belysning af detaljerne for selskabets påtænkte disposition. Sådanne oplysninger var afgørende for vurderingen af, om selskabet var berettiget til fradrag for importmomsen af flyet. Med henvisning hertil fandt Landsskatteretten, at spørgsmålet ikke kunne besvares med fornøden sikkerhed, hvorfor Landsskatteretten afviste spørgsmålet og ændrede dermed Skattestyrelses besvarelse.

Sagen angik, i hvilket omfang et selskab var berettiget til renter af sit tilgodehavende på 9.227.915 kr. Landsskatteretten havde i en afgørelse af 18. maj 2021 slået fast, at det daværende SKAT havde anvendt de EU-retlige regler forkert. SKATs anvendelse af reglerne havde ført til, at selskabet ikke fik toldgodtgørelse. Selskabet anmodede om ændring af toldangivelserne den 3. august 2016 og fik afslag den 7. november 2016.  Landsskatteretten bemærkede, at det forhold, at selskabet ikke fik de penge tilbage, som det havde krav på ved en korrekt anvendelse af reglerne, svarede til en opkrævning, der var sket med urette. Toldstyrelsens afgørelse af 7. november 2016 var ikke en afgørelse om at yde toldgodtgørelse, og forholdet var dermed ikke omfattet af EU-toldkodeksens artikel 116, stk. 6. Landsskatteretten bemærkede, at det af præmis 26 og 27 i C-591/10, Littlewoods Retail Ltd. m.fl. fremgik, at medlemsstaterne var forpligtede til at betale afgiftsbeløb, som var opkrævet i strid med EU-retten, tilbage med tillæg af renter, og at det tilkom medlemsstaterne at fastsætte betingelserne for, hvordan renterne skulle betales, herunder rentesatsen og metoden til beregning af renterne, idet reglerne dog skulle overholde ækvivalens- og effektivitetsprincippet. Landsskatteretten bemærkede endvidere, at det af præmis 75 i de forenede sager C-415/20, C-419/20 og C-427/20, Gräfenforfer m.fl. fremgik, at den berørte borger skulle have en passende kompensation for det tab, denne havde haft ved ikke at have rådighed over et beløb og endvidere, at renterne skulle dække hele perioden fra det tidspunkt, beløbet skulle have været betalt til vedkommende. Landsskatteretten fandt, at det fulgte af de nævnte domme og af rentelovens § 3, at selskabet var berettiget til beregning af renter fra den 7. november 2016, da Toldstyrelsen i hvert fald denne dato måtte anses for at have haft de oplysninger, der var nødvendige for at bedømme kravets berettigelse og størrelse. Der fandtes ikke at være belæg for Toldstyrelsens argument om, at der først skulle beregnes renter fra den 16. december 2016 i hverken lovgivning eller praksis. Landsskatteretten gav herefter selskabet medhold i, at selskabet havde krav på betaling af renter af sit tilgodehavende på 9.227.915 kr. fra den 7. november 2016.

Sagen angik, om der ved lønindeholdelse efter en konkret betalingsevnevurdering kunne tages højde for, at klagerens indkomst blandt andet bestod af værdi af fri bil, herunder om værdi af fri bil kunne fratrækkes efter gældsinddrivelsesbekendtgørelsens § 19, stk. 4, nr. 3. Landsskatteretten fandt, at der ikke var hjemmel til at udelade værdien af fri bil i betalingsevnevurderingen. Da klageren ikke afholdt udgifter til bilen, kunne der ikke ske et tilsvarende fradrag. Landsskatteretten stadfæstede Gældsstyrelsens afgørelse.

Sagen drejede sig om, hvorvidt klageren var berettiget til at blive registreret som oplagshaver efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 1, eller som varemodtager efter forbrugsafgiftslovens § 14 a, stk. 5, jf. § 16 a, stk. 3, vedrørende salg af varer omfattet af forbrugsafgiftslovens § 11 (kaffe), der blev solgt fra klagerens lager i Tyskland.

Landsskatteretten fandt, at klageren ikke kunne registreres som oplagshaver, da klageren ikke oplagde afgiftspligtige varer på et fysisk lager i Danmark. Landsskatteretten fandt derimod, at klageren opfyldte betingelserne for at blive registreret som varemodtager. Landsskatteretten lagde ved afgørelsen vægt på, at klageren var ansvarlig for importen af de afgiftspligtige varer, idet klageren leverede afgiftspligtige varer til danske kunder direkte fra klagerens lager i Tyskland og fakturerede fra klagerens danske CVR-nr. med dansk moms og kaffeafgift.

Landsskatteretten ændrede Skattestyrelsens afgørelse således, at selskabet kunne registreres for kaffeafgift som varemodtager.