Spørger var partner i et amerikansk skattemæssigt transparant selskab, H1 LLC. Spørger forventede at flytte til Danmark med den virkning, at der ville indtræde fuld skattepligt til Danmark. Spørger ville efter sin tilflytning blive skattemæssigt hjemmehørende i Danmark efter den dansk-amerikanske dobbeltbeskatningsoverenskomst.

Spørger ville fortsætte som partner i H1 LLC i nogle år efter, Spørger var flyttet til Danmark. Herefter ville Spørger udtræde som partner og gå på pension. I 10 år efter Spørger var gået på pension, ville Spørger modtage en andel af H1 LLC’s fremtidige overskud i form af såkaldte Partner Retirement Payments. Efter Spørgers udtræden ville H1 LLC fortsætte sin aktivitet uændret, og H1 LLC ville fortsat have et fast driftssted i USA.

Skatterådet kunne bekræfte, at Spørger som fuldt skattepligtig ville blive skattepligtig til Danmark af sine Partner Retirement Payments, jf. statsskattelovens § 4.

Skatterådet kunne samtidig bekræfte, at indkomsten skulle anses for omfattet af artikel 7 (fortjeneste ved erhvervsvirksomhed) i dobbeltbeskatningsoverenskomsten mellem Danmark og USA, hvoraf det følger, at indkomst fra et fast driftssted i kildelandet kan beskattes i kildelandet. USA kunne som kildeland derfor også beskatte indkomsten. Skatterådet henså til at indkomsten i den konkrete situation hverken kunne anses for en del af afståelsessummen for Spørgers ejerandel i H1 LLC (artikel 13) eller som en pensionsydelse (artikel 18), og at beskatningsretten efter artikel 7 ikke er betinget af, at indkomsten hidrører fra en af den pågældende selv drevet virksomhed eller på anden måde er forbundet med en aktiv erhvervsrisiko.

Skatterådet kunne i den forbindelse bekræfte, at Danmark som domicilland skulle give creditlempelse efter dobbeltbeskatningsoverenskomstens artikel 23 for føderal skat ("federal tax"), som Spørger havde betalt af indkomsten i USA.

Skatterådet kunne derudover bekræfte, at Spørger kunne få creditlempelse efter ligningslovens § 33 for delstatsskat ("state tax"), som Spørger havde betalt af indkomsten i USA. Skatterådet var i den forbindelse enig i Spørgers opfattelse af, at Spørger ikke kunne få lempelse for denne skat efter dobbeltbeskatningsoverenskomsten, da indkomstskatter opkrævet af de enkelte delstater ikke er omfattet af overenskomsten.

Østre Landsret har ved dom af 20. marts 2026 underkendt Skattestyrelsens praksis for beskatning af pensionsudbetalinger fra United Nations Joint Staff Pensions Fund (UNJSPF) efter pensionsbeskatningslovens § 53 A, stk. 5. Landsretten fandt ikke, at staff assessment kan anses for eller sidestilles med en skat i pensionsbeskatningslovens forstand, hvorfor der ikke har været bortseelsesret ved opgørelsen af en skattepligtig indkomst. Der kan dermed ikke ske beskatning af pensionsudbetalinger efter denne regel. Skattestyrelsen udsteder derfor styresignal som ændrer praksis og giver mulighed for genoptagelse af skatteansættelsen fra og med indkomståret 2015.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til et holdingselskabs vederlagsfrie overdragelse af aktierne i et påtænkt datterselskab til en påtænkt nystiftet fond uden at Ansøgeren blev udbyttebeskattet.

Den påtænkte fonds formål var at støtte formål af almennyttig og almenvelgørende karakter inden for et eller flere af følgende områder:

1. En eksisterende fond, som støttede især missionsarbejde og bebyggelse af lokationer i forbindelse hermed
2. Sygdomsbekæmpelse
3. Sociale aktiviteter
4. Uddannelsesmæssige aktiviteter.

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at overdragelsen skete i Ansøgernes ideelle interesse og ikke i Ansøgernes personlige eller økonomiske interesse, hvormed Skatterådet kunne give tilladelse til, at holdingselskabets indskud af aktierne i et påtænkt datterselskab til den påtænkte nystiftede fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, til Ansøgeren, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Der blev bl.a. henset til, at den påtænkte fonds formål måtte anses for at være almenvelgørende og almennyttige.

T var tiltalt for i perioden fra 1. januar 2014 til den 30. juni 2014, for derigennem at skaffe sig selv eller andre uberettiget vinding, som ejer af og direktør for en virksomhed, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have afgivet urigtige eller fortiet oplysninger til brug for afgiftskontrollen, idet T angav et momstilsvar på 1.208.764 kr., uagtet momstilsvaret rettelig var 1.360.639 kr., alt hvorved statskassen blev unddraget 151.875 kr. i moms.

T forklarede, at han havde en kontordame, som tog sig af regnskab og stod for kontakten med revisor. T havde ikke selv noget med regnskaberne at gøre. T foretog sig ikke selv noget i forhold til at kontrollere momsindberetninger. Han stolede på, at revisoren havde styr på det. T havde godkendt regnskaberne for 2012-13 og 2013-14 og underskrev regnskabet på ledelsens vegne.

Byretten fandt, at T, ved som leder af virksomheden at have godkendt regnskabet for 2013/2014, hvor det af revisoren var anført, at selskabet i årets løb havde overtrådt momslovens bestemmelser om korrekt indberetning af moms og afgifter, og at dette kunne være ansvarspådragende for selskabets ledelse, havde været vidende om, at der var angivet for lidt i moms for de første kvartaler i 2014.

T idømtes en bøde på 240.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden blev fastsat til fængsel i 60 dage. Bøden blev udmålt efter fast praksis, hvorefter forsætlig unddragelse straffes med en bøde på en gang den del af det unddragne beløb, der ikke overstiger 60.000 kr., og to gange den øvrige del af det unddragne beløb. Retten fandt ikke grundlag for at nedsætte bøden på grund af den lange sagsbehandlingstid.

Byrettens dom blev anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden påstod stadfæstelse.

Landsretten stadfæstede byretsdommen med hensyn til skyldsspørgsmålet. Landsretten fandt, at der var grundlag for at nedsætte bøden på grund af den samlede særdeles lange sagsbehandlingstid og lagde herved navnlig vægt på, at sagen indeholdt et relativt enkelt faktum, der angik for lidt indberettet moms for 1. og 2. kvartal 2014, at der blev fremsendt en tiltalebegæring til politiet allerede den 1. november 2016, at anklageskriftet først blev modtaget i byretten den 27. august 2021, og at sagen havde verseret ved by- og landsret i næsten 4 år, uden at denne lange sagsbehandlingstid kunne tilskrives T.

Landsretten ændrede herefter bødestraffen, så den blev nedsat til 120.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 40 dage.

En skatteyder skulle beskattes af en række fratrædelsesvederlag, idet skatteyderen havde bevaret rådigheden over sin helårsbolig i Danmark. Retten lagde således vægt på, at selvom boligen var udlejet tidsubegrænset, var den ikke udlejet uopsigeligt i mindst tre år. 

Retten fandt desuden ikke, at skatteyderen havde godtgjort, at han havde betalt skat af de omhandlede fratrædelsesvederlag i Kina, og der var derfor ikke grundlag for at hjemvise sagen i overensstemmelse med skatteyderens subsidiære hjemvisningspåstand. 

Retten tog på den baggrund Skatteministeriets påstand til følge. 

Skatterådet bekræftede, i overensstemmelse med de to spørgers opfattelse, at Spørger 1 ikke statuerede fast driftssted i Danmark for de fysiske personer, der ejede Spørger 2 efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, som følge af, at Spørger 1 ønskede at flytte hjem til Danmark, og delvist arbejde dérfra. Spørger 1 var medejer af Spørger 2.

Spørger 2 var et multinationalt advokatfirma fra Y-land, som ikke havde nogen nuværende skattemæssig tilstedeværelse i Danmark. Skatterådet fandt, at Spørger 2 ikke rådede over et fast forretningssted i Danmark gennem medarbejderes arbejde i Danmark.

Skatterådet lagde blandt andet vægt på, at Spørger 1’s arbejde udelukkende foregår digitalt over for primært klienter fra Y-land, uden fysiske møder eller kontraktunderskrifter. Skatterådet havde i vurderingen lagt vægt på de nye 2025 kommentarer til artikel 5 i OECDs modeloverenskomst.

Østre Landsret fandt ved dom af 4. april 2025, at statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, ikke giver grundlag for at kildeartsbegrænse et fradragsberettiget tab, opstået som følge af et erstatningskrav.

Skattestyrelsen ændrer derfor praksis, således at honorarmodtagere vil have ret til fuldt fradrag for afholdte udgifter, forudsat at de i statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a´s forstand er blevet anvendt til at erhverve, sikre og vedligeholde indkomsten. Dette indebærer, at der ikke er kildeartsbegrænsning.

Fradrag indrømmes i den personlige indkomst i det omfang, fradraget kan indeholdes i indtægt fra aktiviteten. Fradrag herudover gives som et ligningsmæssigt fradrag.

Efter personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 6, kan arbejdsmarkedsbidrag fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst.

Efter personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 8, kan befordringsudgifter efter ligningslovens § 9 B, fradrages ved opgørelsen af den personlige indkomst.

Fradrag efter personskattelovens § 3, stk. 2, nr. 6 og 8, fragår forlods ved opgørelsen af den personlige indkomst, således at adgangen til fradrag i den personlige indkomst for udgifter herudover begrænses til indtægt fra honoraraktiviteten med fradrag for de nævnte udgifter.

Spørger havde tidligere drevet minkvirksomhed, men ophørte hermed som konsekvens af nedlukningen af minkerhvervet i 2020. Spørger drev nu virksomhed med udlejning af landbrugsjord.

Spørger havde haft samhandel med A a.m.b.a., hvori han var andelshaver.

Skatterådet bekræftede, at det var valgfrit for Spørger, om andelsbeviserne blev placeret i virksomhedsordningen eller i privatsfæren.

Spørger anvendte virksomhedsordningen og havde valgt at placere andelsbeviserne i privatsfæren.

Spørger ville i 2026 få udbetalt en del af andelskapitalen.

Det var Skatterådets opfattelse, at udlodninger vedrørende andelsbeviser skal beskattes i privatsfæren, når beviserne ikke er placeret i virksomhedsordningen. Dette gælder dog ikke for den del af udlodningerne, der eventuelt udgør udbetaling af driftskapital (tjent ved samhandel med medlemmerne). Sidstnævnte udgør indkomst i virksomheden og skal indgå og beskattes i virksomhedsordningen.

Det var oplyst, at egenkapitalen i A a.m.b.a. pr. 31. oktober 2024 alene bestod af erstatningen fra staten for andelsselskabets virksomhed som følge af nedlukningen af minkerhvervet. Deraf fulgte, at egenkapitalen ikke omfattede driftskapital, der var opsparet på baggrund af samhandel med medlemmerne.

På den baggrund kunne Skatterådet bekræfte, at udbetalinger af andelskapital fra foreningen til Spørger skulle beskattes i privatsfæren, når andelsbeviserne ikke var placeret i virksomhedsordningen.

Skattestyrelsen ændrer med baggrund i SKM2025.691.LSR praksis for, hvordan værdien af et dødsbos tilgodehavende vedrørende en ejendom, der er solgt inden skæringsdagen, skal opgøres til brug for bedømmelsen af boets skattemæssige status, jf. dødsboskattelovens § 6, stk. 1, 1. pkt.

Praksisændringen består i, at værdien af et dødsbos tilgodehavende vedrørende en ejendom, der er solgt inden skæringsdagen, fremover vil skulle opgøres efter et bruttoprincip ved bedømmelsen af boets skattemæssige status, jf. dødsboskattelovens § 6, stk. 1, 1. pkt. Det vil sige, at den fulde salgspris skal indgå ved opgørelsen af værdien af boets aktiver, mens prioritetsgæld vedrørende ejendommen, der ikke er indfriet på skæringsdagen, er et passiv, der ikke skal fragå ved opgørelsen af værdien af boets aktiver.

Efter den hidtil gældende praksis skulle værdien af et dødsbos tilgodehavende vedrørende en ejendom, der var solgt inden skæringsdagen, opgøres efter et nettoprincip ved bedømmelsen af boets skattemæssige status, jf. dødsboskattelovens § 6, stk. 1, 1. pkt. Det vil sige, at prioritetsgæld, der ikke var indfriet på skæringsdagen, skulle modregnes i salgsprisen, så alene nettoprovenuet skulle indgå ved opgørelsen af værdien af boets aktiver.

Styresignalet fastlægger praksis vedrørende fastsættelse af juridisk kategori efter ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 2, i forhold til den lovændring i lov nr. 615 af 30. juni 2026, der slår landbrugs- og skovejendomme sammen i en kategori samt tilføjer naturejendomme til kategorien. Med lovændringen bliver der således én samlet juridisk kategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme. Styresignalet beskriver Skatteforvaltningens administration af det skøn, der følger af reglerne i ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 2, herunder Skatteforvaltningens administration og vægtning af de forskellige hensyn, der indgår i skønnet af ejendommens samlede karakter. Styresignalet beskriver forholdet mellem ejerboliger (EVL § 3, stk. 1, nr. 1) og den nye kategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme, samt forholdet mellem erhvervsejendomme mv. (EVL § 3, stk. 1, nr. 3) og den nye kategori for landbrugs-, skov- og naturejendomme (EVL § 3, stk. 1, nr. 2).

Styresignalet ændrer ikke på den eksisterende praksis i forhold til snitfladerne mellem ejerboliger (EVL § 3, stk. 1, nr. 1) og erhvervsejendomme mv. (EVL § 3, stk. 1, nr. 3), hvorfor denne praksis fortsat er gældende. 

Spørger, der sad i uskiftet bo, overdrog i 2023 en udlejningsejendom til sin datter for 5 mio. kr. Spørgers søn anlagde i 2024 sag mod sin søster om, at hun ved overdragelsen af ejendommen havde modtaget en gave på 6 mio. kr., og at gaven skulle omstødes efter arvelovens § 31, således at hun skulle tilbagebetale beløbet.

Efter arvelovens § 31 kan der ske omstødelse af en gave, som den længstlevende ægtefælle har ydet, hvis gavens værdi stod i misforhold til formuen i det uskiftede bo.

Spørger og hans to børn indgik i 2025 forlig om at lægge 11 mio. kr. til grund som ejendommens værdi på overdragelsestidspunktet i 2023, og Spørgers datter accepterede at betale yderligere 6 mio. kr. til det uskiftede bo/Spørger.

Det var Skatterådets opfattelse, at forliget om ændringen af ejendommens salgssum på overdragelsestidspunktet i 2023, udgjorde en ændring af det privatretlige grundlag for skatteansættelsen for indkomståret 2023. Spørger skulle derfor beskattes af ejendomsavancen, opgjort på grundlag af den forhøjede salgssum, i indkomståret 2023. Der blev henvist til SKM2010.803.SR, hvor omstødelse efter arvelovens § 31 blev anset for at have tilbagevirkende kraft. Endvidere fremgik det direkte af forliget, at parterne var enige om, at værdien på 11 mio. kr. udgjorde "Ejendommens værdi på overdragelsestidspunktet i 2023".

Skatterådet kunne derfor ikke bekræfte, at forhøjelsen af salgssummen først skulle beskattes/indtægtsføres i indkomståret 2025.

Spørger var etableret som en selvstændig forening med eget ansvar og organisation. Spørger blev anset for at udgøre et selvstændigt skattesubjekt efter opsamlingsbestemmelsen i selskabsskattelovens § 1, stk. 1, nr. 6. Skatterådet bekræftede herefter, at kontingentbetalingerne fra Spørgers medlemmer var skattefrie for Spørger, da de ikke kunne karakteriseres som indtægt fra erhvervsmæssig virksomhed, jf. selskabsskattelovens § 1, stk. 4, jf. cirkulære nr. 136 af 7/11 1988, pkt. 52. Skatterådet bekræftede desuden, at donationer, som Spørger modtog fra fonde, og som skulle anvendes af Spørger til at udføre sit formål, ikke kunne karakteriseres som indtægt fra erhvervsmæssig virksomhed, og at sådanne donationer var skattefrie for Spørger.

Til sidst bekræftede Skatterådet, at Spørgers formål og den aktivitet, som Spørger påtænkte at udføre, ville blive betragtet som almenvelgørende eller almennyttig, idet Spørgers formål og den beskrevne aktivitet efter en almindeligt fremherskende opfattelse kunne karakteriseres som nyttig og kom en videre og ubestemt kreds til gode.

Sagen angik i første række, hvorvidt arbejde udført af arbejdere fra fire (red.nationalitet.nr.1.fjernet) virksomheder udgjorde arbejdsudleje eller entreprise og i anden række, hvorvidt det danske selskab hæftede for den manglende indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag.  

Retten lagde til grund, at selskabets væsentligste aktivitet var nedbrydningsarbejder, men at selskabet også påtog sig andet bygningsarbejde. Retten tiltrådte på den baggrund og efter oplysningerne i sagen, at det arbejde, der var beskrevet i fire kontrakter, omhandlede arbejdsopgaver, der var udøvet som et naturligt led i selskabets drift. Videre tiltrådte retten, at det arbejde, som var udført af de (red.nationalitet.nr.1.fjernet) håndværkere, ikke kunne anses for at være tilstrækkeligt udskilt fra selskabets virksomhed. Arbejdet, der var udført i henhold til de fire kontrakter, måtte derfor i skatteretlig henseende anses for arbejdsudleje, der var indkomstskattepligtig efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3.

Retten fandt herefter, og af de grunde, der var anført af Landsskatteretten, at selskabet hæftede for den manglende indeholdelse af arbejdsudlejeskat og arbejdsmarkedsbidrag, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, og arbejdsmarkedsbidragslovens § 7, og at der ved beregningen af hæftelsesbeløbet med rette var taget udgangspunkt i de samlede betalinger til de (red.nationalitet.nr.1.fjernet) håndværkere. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Meddelelse om rentesats for 2027 vedrørende den permanente indefrysningsordning, lån til pensionister til betaling af grundskyld samt lån til pensionister til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.

Sagen angik en påtænkt grænseoverskridende skattefri fusion, hvor Spørger som indskydende selskab ville overdrage sine aktiver og passiver, herunder varemærkerettigheder, til sit udenlandske moderselskab. Efter den påtænkte fusion ville de pågældende aktiver og passiver ikke have tilknytning til et fast driftssted eller fast ejendom i Danmark for det modtagende selskab. Den påtænkte overdragelse af varemærkerettighederne var i relation til reglerne om transfer pricing en dokumentationspligtig kontrolleret transaktion, hvilket betydød, at varemærkerettighedernes værdi ved overdragelsen var omfattet af dokumentationspligten. Spørger havde indsendt en rapport om værdiansættelse af varemærkerettighederne, TP-dokumentation for indkomståret 2024 og som høringssvar en midlertidig TP-dokumentation for indkomståret 2026 vedrørende værdiansættelsen af varemærkerettighederne.

Spørgsmål 1-4 angik den påtænkte skattefrie fusion og anvendelse af underskud i en national sambeskatning. I spørgsmål 5 ønskede Spørger bekræftet om en beregnet værdi af varemærkerettighederne var i overensstemmelse med armslængdeprincippet i ligningslovens § 2. Skatterådet bekræftede, at der ved den påtænkte grænseoverskridende skattefrie fusion skulle ske beskatning af Spørgers aktiver og passiver, fordi aktiverne og passiverne efter fusionen ikke ville have tilknytning til et fast driftssted eller fast ejendom i Danmark for det modtagende udenlandske moderselskab (spørgsmål 1). Skatterådet bekræftede, at fusionsdatoen for den påtænkte fusion ville være den tidligste dato, hvor fusionen var vedtaget i Spørger og det udenlandske modtagende selskab (spørgsmål 2). Skatterådet bekræftede, at Spørger kunne anvende underskud opstået i en subsambeskatning til modregning i egen skattepligtig indkomst, og at underskud i indkomståret hos sambeskattede selskaber skulle modregnes i Spørgers forventede indkomst i indkomståret ved opgørelsen af sambeskatningsindkomsten for indkomståret 2026 (spørgsmål 3 og 4). Skatterådet afviste at bekræfte, at den opgjorte værdi af varemærkerettighederne var i overensstemmelse med ligningslovens § 2, idet spørgsmålet konkret ikke var tilstrækkeligt oplyst i forhold til de dokumentationskrav, der gjaldt ved anmodning om bindende svar om påtænkte kontrollerede transaktioner (spørgsmål 5).

Det tidligere SKAT har i et spørgsmål/svar katalog om genberegning af registreringsafgift af den 5. marts 2018 vejledt forkert om reglerne for afskrivning af afvigende ekstraudstyr i forbindelse med en værdifastsættelse af et brugt køretøj, der skal genberegnes. Det fremgår af svaret, at værdien af afvigende ekstraudstyr afskrives med 2,5 pct. om måneden det første år. Dette er ikke og har aldrig været Motorstyrelsens/SKATs faste praksis. Motorstyrelsens praksis er derimod, at værdien af afvigende ekstraudstyr først afskrives efter køretøjets første leveår. Med udgivelsen af denne SKM-meddelelse præciseres det, at der skal ses bort fra denne udmelding fra det tidligere SKAT.